Naturens stemme

Henrik Ibsen skrev diktet Naturens stemme da han var i 20-årene.
Til Ibsenprisen har vi tatt utgangspunk i dette diktet og latt ulike kunstnere og unge la seg inspirere av diktet på sin måte. Resultatet ble presentert under Den nasjonale Ibsenprisutdelingen 23.mars.
Billedkunstner Margrethe Brekke Kolstad har laget kunstverk som danner den visuelle rammen for kvelden. Hun har også holdt workshops med unge fra 16 til 26 år som har åpning av utstillingen sin Naturens stemme torsdag 23.mars i Ibsenhuset.

Musiker Mari Kvien Brunvoll har tonesatt deler av diktet som ble fremført under prisutdelingen.
Poet og musiker Eirik Havnes har skrevet et tekst inspirert av Naturens stemme som han skal lese. Danseelever fra Skien kulturskole har tatt utgangspunkt i diktet når de har laget dansen som fremføres i kunstverket til Margrethe Brekke Kolstad.

Her kan du lese diktet som alle kunstnerne og de unge har tatt utgangspunkt i:

Naturens stemme:

Der vandred en Digter saa ensom i Skoven             
Og lytted til Grantoppens Susen foroven.                                              

Han satte sig ned mellem Blomsternes Klynge,  
Da syntes ham, Bækken begyndte at synge.        

Og dæmpet kvad Trosten bag løvrige Grene,      
Kort sagt, musikalsk var den hele Scene.

Det smeltede Alt saa harmonisk tilsammen,        
Da steg i hans Indre Begeistrings-Flammen.        

Knapt kunde han holde Pegasen itømme,            
Da hvisked en Stemme, det lød som i Drømme! 

 Det lød som en dæmpet hendøende Klage,        
En bævende Gjenklang fra halvglemte Dage!      

Det lød som en Røst fra Naturens Indre,
(Og virkelig var det ei meer eller mindre!)            

«Gaa», lød det, «du Menneskebarn som sidder 
I Skoven og lytter til Fuglens Kvidder!     

 Du vil kun belure din drømmende Moder,          
(Saa skriver du siden elegiske Oder!)      

Gaa, siig dine Brødre de taug, naar de vidste       
Hvad Kval eders Moder derover maa friste!»      

Der gaaer jo et Sagn om en Moder, hvis Kvæde 
Lød hvergang hun vugged sin slumrende Spæde.              

 Og siden saa lærte hun Barnet at lalle    
De venlige Viser, først een, saa dem alle.              

 Den Lille sang end med sin barnlige Stemme     
Da Moderen slumred i Gravhallens Gjemme.      

Og hvergang han nynned det velkjendte Kvæde,
Da drømte hun saligt om Himmelens Glæde.      

 Dog, alt som han voxte, forglemte han Sangen,
Han kvad vel endnu, men forvandsket var Klangen.         

 Og hvergang han nynned det fremmede Kvæde,             
Da hørtes hans Moder i Graven at græde.            

 Saa sad og Naturen ved Digterens Leie,
Og skjænked ham kjærligt hans dyreste Eie.        

Hun sang for ham indtil han lærte at lalle              
De venlige Viser, først een, saa dem alle.              

 Naar stundom han nynner det barnlige Kvæde,
Da smiler Naturen med moderlig Glæde.              

 Men slaaer han Accorder, som Verden ham lærte,          
Da sukker hun dybt i unævnelig Smærte!